Forord

1. Forord

Denne bog er skrevet af erfarne Linux-folk til dem, som vil i gang med at lære systemadministration under styresystemet Linux med henblik på server-funktioner.

I bogen Linux – Friheden til at lære Unix gennemgik vi opbygningen af et Unix- og dermed Linux-system og fik set nærmere på systemadministration for et enkeltbruger-system. I denne bog tager vi så næste skridt og ser på hvordan man kan bruge en Linux-maskine som server for hele netværket. Dog er web-server, databaser og PHP ikke inkluderet i denne bog – se i stedet Linux – Friheden til egen webserver. Tilsvarende er aspekter omkring sikkerhed lagt i bogen Linux – Friheden til sikkerhed på internettet.

I Kapitel 1 findes en gennemgang af de mange konfigurationsfiler, som man finder i /etc.

I Kapitel 2 gennemgås betydningen af runlevels, systemadministration med linuxconf, køre programmer på givne tidspunkter med crontab samt opstart af Linux og NT på samme maskine.

I Kapitel 3 gennemgås flere aspekter af filsystemet, såsom installation af et Journaling filsystem, ReiserFS, vi ser på RAID og tuning af hastighed på dataoverførsel fra harddisk.

I Kapitel 4 er der en gennemgang af hvad Linux-kernen er og ikke er. Der er en gennemgang af proces-strukturen, proces-ID og /proc-filsystemet. Det vises hvordan man oversætter kernen og der er en gennemgang af moduler til kernen, samt en gennemgang af hvad der er kommet med i kerne 2.4-serien.

Videre til Kapitel 5, hvor systemadministratorens vigtigste værktøjer gennemgås, såsom ping, telnet, ftp. Der er også en gennemgang af post-håndtering med sendmail, postfix, procmail, kryptering af post med GnuPG, og endelig vises hvordan man kan læse nyhedsgrupper og sætte en news-server op.

Skal man lave et halvstort eller stort netværk, skal man bruge en navneserver, en DNS-maskine. I Kapitel 6 gennemgås hvordan IP-adresser bruges, og hvordan man sætter en navneserver op.

I Kapitel 7 er der vist hvordan man sætter mange server-funktionaliteter op, såsom DHCP-server (en dynamisk navneserver), FTP-server, NFS-server (til at dele filer over netværk mellem Unix/Linux-maskiner), NIS (til at dele password/kodeord elegant frem for at kopiere password-filer mellem maskinerne). Der er et afsnit om at få adgang til Linux-maskinen via modem-adgang (ring-ind-server), X-server, og AppleTalk-funktionalitet er også gennemgået.

Senere i Kapitel 10 beskrives hvordan du får Samba til at virke. Dette giver mulighed for at Windows-maskiner kan montere netdrev fra din Linux-maskine.

Endelig ser vi i Kapitel 11 nærmere på installation af programmer.