7.3. NFS – Deling af filer mellem Unix-maskiner

I Unix-verdenen og dermed også Linux har man i mange år kunnet dele filer mellem forskellige maskiner i et netværk. Den mest udbredte protokol til dette er NFS (netværksfilsystem – eng. Networked File System). Det er selvfølgelig et område, man skal være forsigtig med, hvis man har et alt for åbent netværk. Her skal vi kun give et simpelt eksempel på, hvordan NFS virker.

Du skal først installere RPM-pakken nfs-utils (eller tilsvarende Debian-pakke) som indeholder nye udgaver af nfs-programmer og dæmonerne.

nfs (dvs. dæmonerne rpc.rquotad, rpc.mountd og rpc.nfsd) og nfslock (dvs. dæmonerne rpc.lockd og rpc.statd) skal startes når maskinen genstarter:


[root@linus /root]# /sbin/chkconfig nfs on
[root@linus /root]# /sbin/chkconfig nfslock on
[root@linus /root]# /sbin/chkconfig --list | grep nfs
nfs 0:off 1:off 2:off 3:on 4:on 5:on 6:off
nfslock 0:off 1:off 2:off 3:on 4:on 5:on 6:off

Herefter er maskinen klar som fornuftig NFS-server.

Lad os antage at maskinen alfa skal dele /home med maskinen beta, så skal alfa-maskinen have installeret RPM-pakken knfsd. I /etc/exports skriver du først hvilken del af filtræet der skal deles, derefter hvilke klienter der skal bruge det (du kan anvende * for alle), og sidst om der deles med læse/skrive- (rw) eller kun læse-rettigheder (ro). Brug man exports for flere detaljer.


# /etc/exports - NFS export of /home til beta
# Tilsvarende gives kun læseadgang til /mnt/cdrom til alle maskiner
/home beta.domænenavn.dk(rw)
/mnt/cdrom *(ro)

Derefter skal du genstarte nfs-serveren ved at skrive /etc/rc.d/init.d/nfs restart, og som root på beta-maskinen kan du nu nemt få data fra alfa-maskinen.


[root@beta /root]# mount -t nfs alfa:/home /home

Tip: Vil du vide hvad der kan monteres fra en NFS-server, så kan du anvende /usr/sbin/showmount -a NFSSERVER, hvor "NFSSERVER" er navn eller IP-adresse på NFS-serveren.