4.3. Installation

For at kunne installere DeLi Linux skal man hente to disketter. Herudover skal man som minimum hente filen delibase.tgz. Jeg vil anbefale at man derudover henter alt hvad der ligger i ftp://ftp.berlios.de/pub/delilinux/deli og lægger det katalog på en cd sammen med delibase.tgz.

Man booter med den første diskette i drevet, og skifter når man bliver bedt om det. Her stødte jeg på det første problem. Der var fejl på den diskette jeg havde brugt som root-disk, så jeg lavede en ny som en anden maskine, og skiftede diskette og trykkede så ENTER som der stod. Det fik imidlertid kernen til at oops'e, så jeg var nødt til at begynde forfra.

Når man har fået indlæst root-disken kommer der først en velkomstskærm med nogle oplysninger om hvad man skal gøre, og besked på at man skal logge ind som root, der er ingen adgangskode. Når man har gjort det har man en root-prompt.

På skærmen bliver man så opfordret til at partionere sin disk med cfdisk, hvis man altså ikke har passende partitioner i forvejen. Hvis man (som jeg) foretrækker fdisk i stedet for cfdisk er den der (heldigvis) også.

Når man har partitioneret sin disk passende, skal man køre deliinstall. Det første spørgsmål man får stillet er hvilken tastaturopsætning man vil have indlæst. På listen over mulighed står der bl.a. dk-latin1.map.gz, men hvis man indtaster det, prøver den ganske vist også at indlæse det, men der kommer hurtigt en parse error. Det lidt dårligere valg dk.map.gz virker heller ikke. Herefter får man at vide at installationsprogrammet er en alpha-udgave, og bliver spurgt om man vil fortsætte eller hellere prøve at installere manuelt, hvilket der er nogle få anvisninger om hvordan man gør.

Hvis man vælger at prøve installationsprogrammet, bliver man først spurgt om hvilken partition man vil installere på, og når man har svaret på det, laver den et filsystem på partitionen.

Når den er færdig med det, vil den have fat i delibase.tgz. Den skal ligge i rod-kataloget på en partition der på en eller anden måde er gjort tilgængelig. Det står der ikke noget om i installationsvejledningen på hjemmesiden! Installationsprogramet tilbyder er at scanne efter cd-rom-drev, og i vejledningsteksen på skærmen står der noget om DOS-filsystemer, så jeg vil gætte på at mulighederne er filen på en cd (det er ikke en iso-fil!) eller i roden på en partition med enten Linux eller et microsoft-system der benytter (v)fat.

Når installationsprogrammet har fundet delibase.tgz pakker det filen ud. Herefter kommer der farver på! Det første man skal vælge er hvilken partition man vil bruge som root-partition. Hvis man har flere partitioner med type 83 (heksadecimalt - Linux native) får man mulighed for også at montere dem. Herefter får man at vide hvordan ens /etc/fstab vil komme til at se ud.

Herefter skal man vælge hvilken partition man vil benytte til swap.

Hvis man har (v)fat(32)- eller hpfs-partition på diskene får man mulighed for at montere dem.

Dernæst får man igen mulighed for at vælge tastaturopsætning, denne gang kan man godt vælge dk-latin1. Valget har dog ingen betydning for resten af installationsforløbet.

Efter at have angivet en adgangskode for root, og sprog (via koder – vælg da for dansk), skal man sætte lilo op.

Herefter er installationen afsluttet.