Kapitel 18. Dappix og Knoppix

En af de Linux-distributioner, som har fået meget ros og er meget omtalt er Knoppix. Det er en live-cdrom distribution lavet af tyskeren Klaus Knopper. Den findes på http://www.knopper.net/knoppix/.

Figur 18-1. Knoppix logo

Man henter en cdrom-fil, brænder denne til en cdrom-skive, og starter maskinen. Herefter køres alt fra cdrom uden at brugeren installer noget på harddisken. Knoppix indeholder et fuldt installeret Linux-system med system-programmer, netværksprogrammer og en masse desktop-programmer. Alt sammen styres bekvemt fra KDE-brugergrænsefladen. Man kan endda køre kontorpakken OpenOffice.org. Har du en router med en DHCP-server, så får Knoppix automatisk adgang til Internet.

Tip: Kan man ikke lide KDE-brugergrænsefladen, men foretrækker Gnome, så led efter GNOPPIX på http://www.gnoppix.org.

18.1. Målgruppe

Målgruppen for Knoppix er folk som gerne vil se, prøve og lege med Linux - eller systemadministratoren som gerne vil have alle de vante værktøjer lige ved hånden på en vilkårlig maskine.

Live distributioner som Knoppix og Dappix kræver en rimelig ny maskine for at være interessant. cdrom-drevet skal være over 20x hastighed og alt under 300 MHz er tungt. Har du en mindre maskine, så se nærmere på Damn Small Linux i stedet.

Figur 18-2. Knoppix/Dappix giver en KDE desktop, hvor alt køres fra cdrom

18.1.1. Dappix er en dansk Knoppix

En af de meget gode ting ved Knoppix, er at den kan modificeres. Man kan (og må) pakke den ud på egen harddisk, ændre f.eks. så den som standard kører med dansk opsætning, og herefter kan man pakke det rettede indhold ned igen. Det har bl.a. Hans Schou og Claus Henriksen fra SSLUG gjort og på http://tyge.sslug.dk/knoppix/ findes en version af Knoppix med danske menuer mv. Samme personer har også taget skridtet videre og strippet Knoppix for en nogle pakker og herefter tilføjet flere programmer til uddannelse af børn i samarbejde med http://gnuskole.dk. Dette er blevet til Dappix, som kan hentes fra http://tyge.sslug.dk/knoppix/.