24.2. Installation

Testmaskinen er en gammel bærbar der ikke kan boote fra CD, så netværksinstallation var mest nærliggende.

Efterhånden har jeg installeret en del Linux'er, og lidt FreeBSD så jeg fandt hurtigt ud af at OpenBSD har tre floppy'er til installation. Jeg valgte floppyC34.fs, da den så ud til at have drivere til PCMCIA-kort og andet hardware i bærbare. Jeg hentede et floppy-image, og skrev det på en diskette med ntrw.exe (husets eneste maskine med permanent floppydrev kører windows)

Efter tryk på power-knappen dukkede bootloaderen frem, og efter få sekunder gik den i gang med at loade kernen.

Installationen kører i ren textmode. For det meste er det bare informationer og spørgsmål der ruller op over skærmen. Jeg havde faktisk ventet at installationen var mere indviklet. Jeg partitionerede forkert en enkelt gang, og måtte derfor afbryde installationen, men ellers er det ganske simpelt.

Selve installationen foregår som sagt ganske gnidningsløst: I med disketten, tryk på powerknappen. Man bliver spurgt om terminal-type. Jag valgte vt220 som den selv foreslog. Jeg ændrede keyboard-layout og sprog til dansk. Da jeg ikke har noget på denne maskine der skulle bevares, valgte jeg at lade OpenBSD tage sig af hele disken.

Netværkskonfiguration er helt straight forward. Jeg valgte DHCP og maskinen fik straks en ip-adresse fra min server.

Jeg valgte at installere via en ftp-site. Installationen har en liste over kendte mirrors som man kan vælge. Eller man kan indtaste en specifik ftp-server. Jeg valgte ftp.openbsd.org da jeg konstaterede at ikke alle mirrors har version 3.4 endnu.

Ved pakkevalget valgte jeg alt minus bsd.rd som er en ramdisk til brug ved opgradering.

Efter et par timers download svarede jeg ja til at ville køre X. Jeg skrev Europe og derefter Copenhagen ved Timezone-prompten. Herefter laver installationen devices og så er den basale installation færdig. Jeg skrev halt på kommandolinien, fjernede disketten og bootede til min fine nye OpenBSD.

24.2.1. Lidt om disklayout

OpenBSD label editor er det mest indviklede under installationen. Når man er vant til Linux, der jo som udgangspunkt bruger DOS-partitioner på disken, bør man lige sætte sig ind i hvordan BSD'erne ser på disken: Disken ses som et hele, der kan deles i slices (benævnes med bogstaverne a-h) eller partitioner om man vil. Slice c er speciel, idet den består af hele disken og ikke må bruges direkte. De andre slices laves som en delmængde af slice c. Label editoren minder lidt om Linux's fdisk. Kammandoer i form af enkelte bogstaver giver adgang til at ændre diskens layout. p viser det nuværende layout, a tilføjer en slice, d sletter en slice. ? bringer en beskrivelse af de enkelte kommandoer frem. w skriver den valgte label til disken og q afslutter label editoren.

Konventionerne foreskriver at slice a mountes som / og slice b er swap. c må som sagt ikke bruges. Resten af partitionerne kan man bruge som man vil.

Slice c bruges til at tage backup af hele disken. Ganske fikst egentlig, da man så slipper for at tage højde for mountpoints osv.

Jeg endte med at partitionere således:


#        size   offset    fstype   [fsize bsize   cpg]
  a:   102400       63    4.2BSD     1024  8192    12   # (Cyl.    0*- 12*)
  b:   262144   283711      swap                        # (Cyl.   35*- 67*)
  c:  4233537       63    unused        0     0         # (Cyl.    0*- 524)
  d:   181248   102463    4.2BSD     2048 16384    22   # (Cyl.   12*- 35*)
  e:   400000   545855    4.2BSD     2048 16384    49   # (Cyl.   67*- 117*)
  f:  3287682   945855    4.2BSD     2048 16384   328   # (Cyl.  117*- 524*)
Med mountpoints og størrelser på de enkelte slices ser det sådan ud:

a /     100 M
b swap  260 M
c hele disken
d /tmp  90 M
e /var  200 M
f /usr  1.6 G
Når man afslutter labeleditoren bliver spurgt om mountpoints og derefter bygges der filsystemer.