Forord

Når man skal skrive bøger så kan man vælge mange forskellige måder. En mulighed mange bruger er Word, men det er slet ikke egnet til større bøger. Mange teknisk orienterede personer vælger i stedet LaTeX, som giver en meget flot bog, når denne udskrives. LaTeX har dog problemet at der er ikke mange muligheder for at få andre formater til bogen - i praksis kun Postscript og PDF. Mange vælger i stedet at skrive i HTML, som har mange fordele, såsom at alle kan læse resultatet, men HTML er understøtter f.eks. ikke referencer i trykt udgave særligt godt, ej heller afsnitsnumre.

Et godt alternativ er SGML Docbook, som er et "markup" sprog meget lig HTML og XML. SGML er et meta-sprog til at definere en syntaks for dokumenter. Man kan definere sit eget dokument-sprog (DTD) med SGML. Da dette er en meget omstændig affære, bruger de fleste en af de DTD'er der findes i forvejen. En meget brugt definition kaldes DocBook, som også er den der bruges til HOWTO'er.

DocBook har ca. 250 "tags" defineret og er primært beregnet på at skrive om EDB-relaterede emner. I DocBook definerer man ikke hvordan teksten skal se ud, men kun hvad teksten er for en type. Med Docbook kan man oversætte til HTML, PostScript, PDF og RTF. Man skriver dokumentet i ASCII med "tags" som styrer formattering og derefter oversætter man dokumentet til det udgangsformat man ønsker. Når så DocBook-dokumentet oversættes til f.eks. HTML, bliver teksten formateret på en bestemt måde. Et "tag" er f.eks. <para>, der bruges til at starte et nyt afsnit. Skal man angive en forfatters navn bruges <author>. Ved at al tekst er defineret i "tags", kan man senere bestemme hvordan forskellige tekst-typer skal se ud.

Fordelen med Docbook er at det er ret nemt at skrive i, idet de tags man anvender i praksis er begrænset til måske 20, den anden store fordel er, at man ret nemt kan oversætte både til HTML og tilsvarende udskrift-formater såsom PDF og Postscript. Den tredie store fordel er at krydsreferencer og stikordsregister også er ret nemt at administrere. Til store bøger (uden formler) er Docbook et særdeles interessant system.

1. Linux-bøgerne

Bogen er en del af en serie, som kan findes på http://www.linuxbog.dk/