Kapitel 1. En bog begynderbog for studerende

1.1. Denne bog er skrevet til ...

Denne bog henvender sig til studerende og forskere ved videregående uddannelser i Danmark, som har brug for en computer til det mest almindelige: Email, webbrowsing og (som den del der vejer tungest) teksbehandling i den tungere ende, hvor der skal skrives rapporter med fodnoter, indholdsfortegnelse, kildeenvisningre, litteraturlister, tabeller, figurer og en masse andet. Især hér et stærkt alternativ.

Der er et særligt fokus på uøvede brugere med særlig vægt på samfundsvidenskabelige og humanistiske fag, som typisk ikke interesserer sig så meget for teknikken bag deres computer og som ikke bruger den til tekniske og tunge formål så som simulation og programmering - men som alligevel er mere eller midre afhængige af en computer i deres daglige arbejde.

Målgruppen er altså dem som har brug for nogle enkle og effektive redskaber til deres arbejde på humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Typisk er den tungeste opgave her rapportskrivning. Studerende ved andre uddannelser (herunder ungdomsuddannelserne) kan dog også få glæde af at læse bogen.

Der findes et hav af programmer til Linux. Bogen her forsøger at rydde op i junglen,og komme med nogle klare anbefalinger til den almindelige bruger, som ikke har så meget lyst til at lege med deres computer, men "bare vil have noget der virker". Det betyder, at der er foretaget en stribe fravalg. På trods af, at Linux-verdenen rummer en stor mangfoldighed af programmer til alverdens formål præsenteres læseren her kun for et begrænset antal programmer som det anbefales at bruge og som forventes at dække langt de fleste behov. Er du nysgerrig efter at udforske mere, er der undervejs henvisninger til andre bøger i serien, som præsenter alternativer og uddybende forklaringer, så du med garanti nok skal få stillet din nysgerrighed.

Hvis du støder på fejl, mangler, uklarheder - eller har spørgsmål eller kommentarer, hører jeg meget gerne fra dig. Jeg vil meget gerne have ideer til forbedringer, så bogen kan blive endnu bedre og nål en større gruppe mennesker.

Janus Sandsgaard

august 2003.