Appendiks A. Opsætning af det grafiske grundsystem

Nu følger en lille tur rundt i de filer, der anvendes af X. Det er sket før, at man ikke direkte kan få startet X-serveren, men ofte kan man hurtigt finde ud af, hvad der gik galt. Start med:


[tyge@hven ~]$  ls -l /usr/X11R6/bin/XF*
-rwxr-xr-x 1 root root 2712220 Jul 29 11:30 /usr/X11R6/bin/XF86_SVGA

Her kan du se, at X-programmet nok er installeret, og en SVGA X-server er installeret, svarende til det aktuelle grafikkort. På http://www.xfree86.org kan du se, hvilken server der eventuelt passer til dit grafikkort.

Findes filen /usr/X11R6/bin/X ikke, er X-softwaren ikke blevet installeret. I det tilfælde bør du overveje at køre installationen forfra.

A.1. XFree86

Du kan også vælge at køre et af programmerne SaX (kun SuSE), redhat-config-xfree86, /usr/X11R6/bin/xf86config, eller XFdrake som root for at få genereret en X-opsætningsfil, der gemmes i /etc/X11/XF86Config eller /etc/X11/XF86Config-4. I denne fil gemmes al information om monitor, grafikkort, mus, og hvilket tastatur der anvendes.

A.1.1. XFdrake sætter det grafiske system op til Mandrake

På Mandrake er programmet XFdrake en nem måde at kunne sætte X-systemet op. Programmet startes op som root, og vil automatisk søge efter grafikkortet. Langt de fleste kort vil blive detekteret korrekt.

A.1.2. xf86config

En af de gamle "travere" til opsætning af X er xf86config. Den har ikke en stor grad af brugervenlighed.

Hvis xf86config anvendes til at lave en opsætningsfil, skal der først svares på, hvilken type din mus er, og hvilken tastatur-udlægning osv. du har - dette er reelt forklaret i det følgende, idet Xconfigurator ikke er meget anderledes. Fordelen ved xf86config er, at dette program ikke automatisk søger efter hardware, og man kan således manuelt få sat parametre for hardwaren.